Klubbens nyhedsbrev(e)
af formand Kaj Andersen

Redigeret 22/02-2012

Siden sidst. 


Så er vi igen kommet til det tidspunkt på året, hvor solen ind imellem titter frem og får os til at drømme om forår og glæden ved at se bierne igen. Har de overlevet, og i hvilken stand er de? Det er altid spændende.

I slutningen af januar måned havde vi mjødkursus på Stenum Friskole. Der var stuvende fyldt i køkkenet.   25 var mødt frem.

I skolebigården starter vi igen op i starten af april med begynderkursus og tilsyn med bierne. Sidste år havde vi en forrygende sæson med meget stort fremmøde. Det satser vi også på i år.

Men inden det har vi i samarbejdet med Hjørring Amts Biavlerforening arrangeret en ny minikonference i Stenum. Den løber af stablen den 31. marts, og vi er lykkedes med virkelig at få fat i tre store kanoner inden for biavl: Jakob Germundsson, Per Kryger og Jan Sæter.

Jakob Germundsson har vi lært at kende gennem hele sidste års artikler i bibladet om årets arbejde. Han vil tage nogle af disse emner op og fortælle om sin måde at drive biavl på. Her skulle det nok kunne blive muligt at hente nogle godetips.

Per Kryger arbejder til dagligt som seniorforsker på Flakkebjerg Centret i Slagelse. Hans speciale er bisygdomme, og her har han fingeren på pulsen og arbejder for tiden med et stort EU-projekt, hvor man vil undersøge biernes sundhedstilstand  indenfor et større område.

Jan Sæter er formand for Odder Biavlerforening og er også med i hovedbestyrelsen for Danmarks Biavlerforening. Han er en meget levende fortæller, brænder for arbejdet med bier og taler varmt for en engelsk bog, der har fordybet sig i undersøgelse af, hvordan bierne kommunikerer i en bisværm. Hvordan træffer de beslutning om hvor og hvornår de skal flyve videre. Foregår det demokratisk, og er de mere demokratiske end vi er?

Vi håber på en rigtig god dag med levende og inspirerende foredragsholdere. Derudover hyggeligt samvær med andre biavlere foruden selvfølgelig god forplejning dagen igennem.

Så mød flittigt op!

  Kaj


Bier er vigtige husdyr
(fortsat fra forsiden)
"Hvis der skal være økonomi i at passe bier, er det nødvendigt at samle 15-20 bistader på samme sted. Men det er uønsket i bymæssig bebyggelse. Her må man kun have tre bistader med bier",forklarer Arne Christensen.
Derfor ville det efter hans mening være godt for biavlen, hvis man på velegnede tørre og solrige steder i bevoksninger indrettede nogle planerede åbne steder til bistaderne. Der skal være gode tilkørselsforhold for varevogne på op til 3500 kg, og der skal være lavt naturligt læ omkring selve pladsen med bierne.
"Samfundet kunne som tak for den gratis bestøvning af naturen, som bierne udfører, stille pladser til rådighed for dem, der har interesse i at passe mange bier på en hurtig og rationel måde", mener Arne Christensen,der selv har passet bier i 65 år.Han begyndte da han var 13.
Arne Christensen frygter, at endnu flere ellers vil opgive biavlen. Og det vil medføre til manglende bestøvning og en alvorlig forringelse af naturen og nedgang i fødevareproduktionen til stor skade for samfundet.
Den erfarne biavler har iøvrigt skrevet en bog om praktisk biavl og bestøvning af blomster, hvis nogen har lyst til at gå i gang med denne nyttige nicheproduktion, som kaster honning af sig.
Bog og cd`er med vejledning i praktisk biavl kan erhverves hos Arne Christensen eller lånes på det Kgl. Bibliotek. Arne Christensens mailadresse er:
biavler@post4.tele.dk   
Kaj Andersen


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE